Hænge-ud-møbel med masser af opbevaring

Et robust hjemmebygget multimøbel med en bund af kasser giver en hyggelig slængeplads til børn og voksne - og masser af god opbevaring.

Et rum, hvor børnene kan lege og familien hænge ud, hvor det er nemt at holde orden, og hvor der også er masser af opbevaringsplads. Det var, hvad Mette Sørensens svigerinde fra Horsens ønskede sig i sit nybyggede hus. Løsningen blev et multimøbel bygget af spånplader og skummadrasser betrukket med kraftig bomuld. Skummadrasserne er købt billigt, og det var nemt at pille betrækket af og erstatte det med noget nyt og mere lækkert. Det nye betræk er helt enkelt klipset fast på undersiden af kassernes låg, og når madrasserne og betrækket med tiden bliver slidt, er det nemt og billigt at udskifte.
For at skabe sammenhæng i rummet og gøre det mere hyggeligt og huleagtigt er væggen bag multimøblet malet med vaskbar køkkenmaling i en støvet gråblå farve, hvor aftryk fra børnefingre ikke ses på samme måde som på en hvid væg. Farven er valgt en tone mørkere end møbelbetrækket, og giver rummet en flot sammenhæng og dybde. Kasserne under møblet rummer alt det, der fylder, og som man ikke bruger så tit: Ekstradyner, havehynder, spil, gammelt legetøj osv., og opdelingen i moduler gør, at det er nemt at komme til de forskellige rum.

Materialer: 6-7 plader krydsfiner 2440 x 1220 mm. Lægter (til at skrue i i hvert hjørne). Skruer. Maling. Spartelmasse. Skummadrasser. Stof. Hæfteklammer.
Værktøj: Rundsav. Skrue-boremaskine. Båndpudser. Køkkenkniv. Hæftemaskine. Male- og fugegrej.
Pris: Ca. 2.500 kr.

1. Mål rummet op og tegn de forskellige kasser i nogle mål, så træpladerne bliver udnyttet bedst muligt. Husk at medregne savklingens skærebredde.
2. Skær pladerne ud, eller få dem skåret i Silvans savværk. Slib dem på begge sider, så de er helt glatte.
3. Skær lægter ud, så du får nogle indvendige hjørnesamlinger, som pladerne kan skrues fast i. Skru kassen sammen. Skru en klods i hvert hjørne på indersiden af låget, så det ligger fast og godt.
4. Byg resten af kasserne efter samme system.
5. Dæk skruehullerne med spartelmasse og slib igen.
6. Mal først med grundmaling og så med en robust træmaling.
7. Skær hynderne ud af skummadrasserne, brug fx en skarp køkkenkniv. Læg en hynde på hver af kassernes låg, og læg et stykke betræk over. Fold betrækket ned under låget og klips det fast med en hæftemaskine. Sørg for at stoffet ligger stramt og glat, og at folderne i hjørnerne er pæne og nogenlunde ens. Saml de andre låg på samme måde.
8. Rund af med nogle pyntepuder i flotte farver.