Svævende trappe

Den 'svævende' trappe har nærmest karakter af en moderne rumskulptur. Trinene hviler på et stærkt skelet af profiljern, der er gemt væg bag væggen af fibergips.

Da Nils Stauning Matthiesen og familie i Ribe satte førstesalen i stand, valgte de at udskifte den gamle trappe med en ny arkitektonisk stram og 'svævende' trappe. Hemmeligheden er et svejset skelet af profiljern, der er gemt bag en væg af fibergips.

Materialer: Trappe: Profiljern, ca. 5 x 25 cm (til trappe og vange). Bolte og møtrikker. 22 jernplader, ca. 1 x 10 x 30 cm til montage af trin (2 til hvert trin). Svejsejern. Profiljern til afstivning af konstruktionen. Skum til fyld i profiljernene. Træplanker til trin (her i bambus). Trælim. Filt. Klæbemasse. Silikonefugemasse.
Gipsvæg: Reglar (til skelet). Fibergips og skruer. Spartelmasse. Fibervæv. Maling.
Glasværn og gelænder: Dobbelt sikkerhedsglas med skruehuller. Montageskruer. Stolpe til montering. Nippelrør (vandrør) og fittings. Saltsyre og spraylak.

Værktøj: CO2-svejseapparat (elektrisk). Vinkelsliber. Metalsav. Skrue- og boremasine. Vaterpas. Rundsav. Fugepistol. Quickgribs.
Pris: Trappe, ca. 5.000 kr. Gipsvæg, ca. 2.000 kr. Glasværn og gelænder, ca. 6.000 kr.

1. Mål op til trappen (find en formel på nettet, søg på 'trappeformlen') og tegn en skabelon.
2. Byg trappen op med en vange og mærk trinenes placering af.
3. Skær trinene ud. Bor 7-8 huller i hver jernplade. Sørg for at hullerne er placeret, så de passer med trappevangen. Svejs en plade for enden af hvert trin, så du kan skrue trinet ind i vangen.
4. Monter hvert trin med en jernplade på hver side af vangen og skru fast med gennemgående bolte. Fyld de hule profiljern med isoleringsskum, det giver en bedre akustik.
5. Monter trappevangen på væggen og i gulvet. Understøt med et par bærende metalstivere i profiljern.
6. Byg gipsvæggen op omkring trappen. Opsæt først et skelet af lodrette reglar med ca. 60 cm mellemrum, så du har noget at skrue i.
7. Skær gipspladerne til, så de passser rundt om trinene. Del pladerne op i nogle stykker og fug overgangene. Sørg for at der er ca. ½ cm luft omkring trinene. De kan give sig lidt, når man går på dem, og så kan gipsen knække. Fug, slib, beklæd væggen med fibervæv og mal.
8. Beklæd jerntrinene med trækasser. Skær træet i smig og lim det sammen til kasser, der er åbne i den ene ende, og som er lidt større i indvendige mål end jerntrinene (kasserne er ca. 7 cm i indvendige mål og ca. 10 cm i udvendige højdemål).
9. Kom nogle striber klæbemasse på jerntrinene, brug en fugepistol. Løft trækasserne på og pres fladerne godt sammen (brug quickgribs eller stå på trinene). Lad der være et par mm ind til væggen, så der er plads til, at trinene kan bevæge sig lidt.
10. Fug efter med hvid elastisk fugemasse.
11. Glasværn og gelænder: Få glasværnet skåret ud efter mål med skruehuller hos en glarmester. Monter en lodret stolpe med vinkelbeslag i gulvet, så du har noget at skrue gelænderet fast i. Sav gelænderet ud i den ønskede længde, saml det med fittings og sprøjt det over med saltsyre, så det ruster/oxiderer og får et flot og råt udtryk. Foretag behandlingen udendørs, fx på nogle gamle fliser. Vask og tør røret og sprøjt det evt. med lak, så overfladen lukkes. Montér gelænderet på væggen.