Dobbeltseng med plads til opbevaring

Dobbeltsengen tager sig ikke bare godt ud i soveværelset, den er også forsynet med praktiske låger til opbevaring under sengen. Det er praktisk, hvis du ikke har så meget plads - eller hvis du bare gerne vil undgå synligt rod. Denne guide tager udgangspunkt i højden på den madras, der skal ligge på den. Det er vigtigt, at madrassen kommer et stykke op over kanterne. Benene er 45,5 cm høje og beklædningssiderne 70 cm høje, så madrassen skulle være minimum 30 cm høj.

Det skal du bruge

Materialer:

Stel til sengen laves af 45 x 45 mm reglar:

  • 2 stk. á 200 cm
  • 1 stk. á 191 cm
  • 2 stk. á 171 cm

Ben til sengen:

  • 95 x 45 mm reglar: 6 stk. á 45,5 cm
  • 45 x 45 mm reglar: 3 stk. á 45,5 cm

Beklædning til sengen:

  • Sengegavl: 25 mm sort MDF 200 x 122 cm
  • Fodende: 16 mm sort MDF 180 x 70 cm
  • Sider: 2 stk. á 16 mm sort MDF 201,6 x 70 cm

Husk at købe lameller, hvis du ikke bruger en boksmadras. 


Skruer:

  • 4,0 x 55 mm
  • 4-5,0 x 90 mm
  • Skruer til hængsler, der monteres på lågerne, må maks. være 16 mm lange
  • Kanthængsler til lågerne: 16 stk.
  • Magnetlåse: 8 stk.
  • Sømplugs


Værktøj:

  • Bore-/skruemaskine
  • Spadebor
  • Dyksav
  • Skruetvinger
  • Sandpapir

Trin 1

Gavlen er udgangspunktet for hele sengen. Den skal monteres først. Hvis ikke du synes om, at pladen er så kraftig (25 mm), kan du sagtens vælge en tyndere plade. Gavlen sættes fast på væggen med sømplugs.

Trin 2

Montér den ene af de to reglar på 171 cm på gavlen. Den skal monteres 45 cm oppe, da det er højden på benene.

Trin 3

Sæt de resterende reglar til stellet sammen med de 90 mm skruer. Se tegningen nedenfor.

Trin 4

Nu kan benene monteres på stellet. De 6 reglar på 95 x 45 mm skal sættes på ved gavlen og fodenden - ét i hvert hjørne samt en i midten. De 3 reglar på 45 x 45 mm bruges som støtte ned langs midten af sengen.

Trin 5

Nu kan stellet monteres på gavlen, hvor den ene af reglarne allerede er skruet fast.

Trin 6

Nu skal du i gang med beklædningen til sengen. Lågerne er skåret ud i de to MDF-plader til siderne. Brug en dyksav (evt. med styreskinne) for at få skåret helt lige. Udskæringen til lågerne er 45 x 85 cm (se tegning). De to udskæringer skal saves over endnu en gang på midten, så du i alt har 4 låger på 45 x 42,5 cm.

Det er vigtigt, at benenes højde samt lågerne, du skærer ud, har samme højde, så det er muligt at montere magnetlåsene.

Trin 7

Brug et spadebor på 20-30 mm til at lave et hul, der fungerer som håndtag, så lågerne kan åbnes.

Trin 8

Siderne (uden låger) og fodenden skrues fast på stellet. Vi har gjort det indefra for at undgå skruemærker på ydersiden. Brug skruetvinger til at holde siderne fast, når du skruer det sammen.

Trin 9

Inden lågerne sættes på, kan det være en god idé at slibe et par mm af dem, så de ikke støder sammen, når de bliver sat op med hængsler.

Trin 10

Det kan være lidt svært at montere lågerne og kræver tålmodighed. Det er nemmest, hvis du først monterer hængslerne på lågerne for derefter at sætte dem fast på sengen.

Trin 11

Nu kan du sætte magnetlåsene fast på låger og seng. Den ene del kan monteres på stellet, mens den anden del sættes fast på lågen.

Herefter er din seng færdig.

Rigtig god fornøjelse med byggeprojektet!

Bolette & Jimmi